www.Lyngvig.org

Velkommen GæstLog ind
RSS RSS

Navigation

Søg Lyngvig.org
»





PoweredBy

Synology Diskstation DS111 og RSYNC adgang

RSS

Indledning

I min evindelige kamp for at eje så mange unødvendige og ligegyldige teknologiske dimser som muligt, er turen nu kommet til en Synology Diskstation DS111.  Det er en dejlig lille Network Attached Server (NAS) som kører på Linux med en ARMv5 processor på 1,6 GHz.  Maskinen kommer med 256 MB RAM, hvilket ikke lyder af meget i disse tider, men som faktisk er rigeligt til FTP, RSYNC og så videre - de 256 MB RAM skal ses i lyset af at boksen ingen grafisk brugerflade har, hvorfor det er ganske meget.

I denne lille artikel vil jeg lige forklare dig (og mig, til fremtidig brug) hvordan man kontrollerer RSYNC delen i en Synology diskstation.  Det er ganske enkelt, når blot man først erkender denne ting: Synology's web interface (GUIet) er ikke altid vejen frem.  Mange ting kan bedst kontrolleres direkte ved hjælp af telnet og ftp.

Root FTP adgang

(DETTE KAPITEL ER ENDNU IKKE FÆRDIGT PGA. PROBLEMER MED AT FÅ SKIDTET TIL AT VIRKE!)

For at gøre livet nemt for dig selv, så vil jeg først forklare dig hvordan du får root ftp adgang til din Synology boks, så du nemmere kan komme til at redigere og kopiere og flytte og så videre filer rundt i systemet.  Den eneste teksteditor der ser ud til at være på Synology diskstationen er nemlig vi som er vistnok står for "Versatile Idiocy".  Af alle de grumme og afskyelige ting menneskeheden står for, der er vi helt klart på højde med inkvisitionen og så videre.  Så den er ikke værd at bruge andet end i nogle få sekunder, så man kan komme videre og aldrig bruge den igen (i denne sammenhæng):

  1. Log ind på din Synology station med din web browser.
  2. Gå til Kontrolpanel, så Netværksservicer og så Terminal.
  3. Sæt flueben ud for Aktiver Telnet-tjeneste.
  4. Tryk på OK og vent indtil vinduet atter bliver normalt at se på (dvs. ikke gråt).

Nu skal du ind i din Synology diskstations indmad og rode og rage.  Det ville være dejligt, hvis jeg kunne anvise en anden metode, men den går altså endnu ikke:

  1. Først skal du installere en telnet klient.  Under Windows 7 foregår dette ved at vælge Kontrolpanel, Programmer og funktioner, Slå Windows-funktioner til eller fra (øverst oppe til venstre), og så sætte flueben ud for 'Telnet-klient som kommer ca. midtvejs nede.  Så venter du i et lille stykke tid og du har nu en telnet klient på maskinen.
  2. Dernæst skal du åbne et kommandovindue: Programmer, Alle programmer, Tilbehør og endeligt Kommandoprompt''.
  3. Så indtaster du følgende: telnet 192.168.0.3, hvor 192.168.0.3 erstattes af din lokale IP adresse på Synology diskstationen.  Det er den adresse du bruger når du åbner stationen i din webbrowser minus ":5000" delen til sidst.
  4. Så skal du holde tungen lige i munden fra nu af!
  5. Så indtaster du: root
  6. Så indtaster du adgangskoden til admin kontoen.
  7. Så skulle du gerne være kommet igennem og se følgende tekst på skærmen:


Synology>_

Hvor _ er en blinkende markør.

Så skal du til at betjene dig af Linux kommandoer.  Det er ikke en tiendedel så svært som det lyder, så lad os fluks komme i gang (du skal trykke ENTER mellem hver linje):

  1. Du indtaster: cd /etc
  2. Du indtaster: vi ftpusers
  3. Du indtaster: dd, hvorefter du skriver :wq

Du skulle nu gerne være tilbage ved Synology teksten og den blinkende markør.  Hvis ikke, så er du på herrens mark og bør nok bare lukke dit kommandovindue ved at klikke på det røde kryds i øverste højre hjørne, så du ikke får gemt noget uhensigtsmæssigt på disken i din Synology station.

BEMÆRK: Filen ftpusers indeholder en liste af de brugere der IKKE kan logge på via FTP, også selvom navnet stærkt antyder det omvendte.  Det er derfor vi sletter root fra filen.

Nu kan du genstarte din Synology station, vha. web interfacet, og så skulle du gerne kunne tilgå din Synology station med FTP brugernavnet root og den tilhørende adgangskode.

RSYNC adgang for andre end admin

Det er faktisk meget nemt at få rsync adgang for andre end admin kontoen:

  1. Telnet/SSH til din Synology station (se evt. forrige kapitel for detaljeret info).
  2. Skriv: cd /etc
  3. Skriv: vi rsyncd.conf
  4. Vha. piletasterne, naviger til linjen med teksten auth users = root
  5. Flyt markøren hen til slutningen af ordet root
  6. Tast nu a (for Add/tilføj).
  7. Tast nu ,username, hvor "username" er navnet på den bruger du vil tilføje til din liste af gyldige RSYNC brugere.
  8. Tast nu Esc (øverst oppe til venstre på tastaturet) og herefter :wq (for Write and Quit: Skriv og afslut).

Så langt, så godt.  RSYNC vil nu fatte hvad du forsøger at gøre, helt uden at du først skal genstarte boksen.

BEMÆRK: Ovenstående virker ikke med DSM 3.1 fordi Synology har fået lavet ged i den i lige netop dette (desværre sidste, for nogle bokse) release.  I DSM 3.2 virker alt igen som det skal.  Løsningen for dem der er fastlåst i en DSM 3.1 boks (den gamle 7 serie af bokse) er, at downloade DSM 3.0 og bruge tar til at udpakke den med, hvorefter man kan finde /usr/syno/bin/rsync og kopiere den ind på samme plads i éns Synology boks, hvorefter man manuelt afliver rsync processen og genstarter den med rsync --daemon kommandoen.

Denne hjemmeside vedligeholdes af .  Copyleft (-) 2010-2012 Mikael Lyngvig.  No rights reserved. Siden hostes på www.UnoEuro.com.