Indledning
Verden plages af patenter. Og mange er vi, der blot venter på, at en stor nok del af menneskeheden opdager det, så der bliver taget affære og patenter bliver helt og aldeles afskaffet. I en del år har jeg været en stor modstander af patenter – fordi det er min tro og min opfattelse og resultatet af alle mine uformelle analyser, at patenter skader verden langt mere end de gavner den. I denne artikel vil jeg gerne prøve at få luft for mine frustrationer og årsagen til dem.
Vision
Jeg ser for mig en bedre verden. En verden hvor alle arbejder sammen om at tjene Gud ved at tjene kosmos på en langsigtet og økologisk måde. En verden hvor ingen hindrer en anden i at hjælpe kosmos. En verden hvor alle forstår og anerkender, at alle idéer tilhører os alle sammen uden nogen som helst former for begrænsninger. Det er den verden jeg tror på og som jeg kæmper for. Andre tror på en verden hvor deres private formue, gid de må kløjs i den, vokser til det nærmest uendelige, så de har råd til både 200 og 300 tjenestefolk og en privat lystyacht til en halv milliard liggende i den nærmeste større bådehavn. Jeg tror på en verden hvor alle mennesker bruger alle deres Gudsgivne evner og gaver til at tjene kosmos. Ikke en verden hvor hver især kæmper en livslang kamp for at rage mest til sig af de fælles goder. Jeg tror på en verden hvor vi alle sammen kan hjælpe til og bidrage til alle de igangværende projekter der nu og engang er på et givent tidspunkt. Ikke en verden hvor vi holder viden og ekspertise hemmelig for hverandre, i vores forsøg på at overleve i et dyrisk helvede af indbyrdes konkurrence. Jeg tror på en verden hvor alle sygdomme bliver helbredt som følge af at alle samarbejder på kryds og tværs af kontinenter, nationer, byer, raceskel, køn og arter. Jeg tror på en verden hvor vi alle sammen oplæres til at bidrage mest muligt på den mest muligt uselviske måde. Jeg tror på en lykkelig verden. Ikke på det helvede vi i dag lever i.
Baggrund
I 2000 var jeg til et foredrag med en meget kendt dansk erhvervsmand som var direktør for en meget stor virksomhed. Han sagde direkte, at hans virksomhed, som næsten alle andre virksomheder, brugte patenter som en måde at bremse og forsinke konkurrenter på. Det gjorde man ved at systematisk tage patent på ubrugelige delopdagelser man ingen anvendelse kunne se for. Derved gjorde man det praktisk umuligt for konkurrenter at udvikle et konkurrerende produkt: ved hjælp af en kunstig og dødsensfarlig mur af fiktive rettigheder på dele af den fælles viden som menneskeheden har til rådighed. Det lærte mig meget om virkeligheden bag patenter!
Markedsføring
Patenter markedsføres. Hvilket ikke særligt mange er klar over. Patenter markedsføres med løgne om deres anvendelighed og vigtighed for verdens velbefindende. Mange uskyldige, uvidende mennesker har købt disse løgne. Fordi de uvidende og uden orientering frygter at deres verden vil gå under eller måske blot forandre sig meget. Som jeg ser det, så kan Jord stort set kun forandre sig til det bedre. Margenen for hvor slemt det kan stå til er meget lille, hvor margenen for hvor godt det kan stå til er meget stor. Så det skader såmænd ikke noget som helst, hvis vi griber til nye, radikale midler der kan hjælpe verden lidt på fode igen. Overhovedet ingenting. Men her er nogle af løgnene som de multinationale virksomheder udspreder i deres forsøg på at bevare patenter:
- Patenter er ”nødvendige” for at sikre arbejdspladser. Rationalet er, at uden patenter vil virksomhed A ikke kunne beholde sine ansatte. Virkelighedens verden er, at alt hvad der vil ske er, at de ansatte i virksomhed A, der ikke kan producere til konkurrencedygtige priser, bliver flyttet over i virksomhed B, som kan producere til konkurrencedygtige priser. Det kan godt være, at der indledningsvist ville blive flyttet mange arbejdspladser til Kina. Men hvilket område af Jord trænger meget til at blive udviklet? Kina. Så alt hvad der ville ske er, at Kina ret hurtigt ville blive bygget op til vestligt niveau, hvorefter udviklingen endnu engang ville hoppe videre til næste fattige kontinent og så videre – således at hele verden, over en kam, begyndte at stige op til højere og højere niveauer af udvikling og velstand, i stedet for at det blot er de få overbemidlede vestlige lande der bliver ved med at bevare og udvide deres rigdom. Tænk globalt, ikke nationalt!
- Patenter er ”nødvendige” for at sikre virksomheders lyst til at innovere. Rationalet er, at uden patienter vil ingen virksomheder længere ønske at opfinde noget som helst. Prøv at kigge på virkelighedens verden. F. eks. har vi i mange år ikke haft patenter på software i EU og alligevel har alskens europæiske virksomheder opfundet alle mulige gode og dårlige ting. Faktum er, at det at opfinde nye ting er en integral del af selve mennesket, hvorfor den ikke går væk under nogen omstændigheder: folk har altid opfundet ting og folk vil altid opfinde ting.
- Patenter er ”nødvendige” for at sikre opfinderen afkast af sin idé. Rationalet er, at man ligesom ejer en idé. Uden at tænke på, at Gud er kilden til, og dermed ejeren af, alle idéer. Hele idéen om at man ejer en idé er sygelig og et klart udtryk for hvor afsporet og Gudsfjern denne lille klode er. Fordi idéer tilhører alle som mange såkaldt primitive (teknologisk svage, filosofisk stærke) kulturer på Jord har opdaget. Får den ene en idé til hvordan man laver bedre sko, tja, så må alle selvfølgeligt lave bedre sko i det omfang de magter, orker og vil det. Får den anden en idé til en ny superdatamat, tja, så må alle selvfølgeligt lave bedre superdatamater i det omfang de magter, orker og vil det. Hele idéen om eje en idé er ganske givet plantet i syge menneskesind af menneskehedens modstander, Satan, alene med det formål at sinke og bremse og afspore vores filosofiske som teknologiske udvikling.
- Patenter sikrer rettigheder nationerne imellem. Rationalet er, at alle nationer ses med 1900-tals øjne: som kæmpe drager der kæmper indbyrdes om mest land og mest magt og mest prestige. Faktum er, at verden mere og mere tangerer hen i retning af, at alle nationer sameksisterer fredeligt under Guds himmel. At alle mennesker i alle nationer gradvist kommer til at forstå, at vi alle har potentialet til at kunne bidrage værdifuldt til den fælles menneskelige, og animalske og vegetabilske, fremtid – og at jo mere vi hjælper hinanden indbyrdes (f. eks. med at udvikle Afrika), jo mere fart får vi alle sammen på i vores udvikling. Hele idéen om nationalstaterne der kæmper indbyrdes er, mildt sagt, oldnordisk og bestemt ikke værd at tage med, når man argumenterer for bevarelsen af patenter.
Situation
Situationen er i dag så grel, at over halvdelen af det menneskelige arvemateriale (DNA) er patenteret. Det betyder i praksis, at velmenende, altruistiske forskere der har helliget sig deres liv at forske for få penge ingen jordisk chance har for at forske i over halvdelen af genmaterialet – fordi de bliver lynhurtigt retsforfulgt og chikaneret såfremt de giver sig til det. Alene i dette ene grelle eksempel, som er en følge af at slyngelstaten USA har tilladt at man patenterer det menneskelige arvemateriale, ser vi hvor hæmmende og bremsende for den videre udvikling af menneskehedens kollektive viden patenter er. Og det er ikke det eneste eksempel. Et andet eksempel er software industrien, hvor USA igen har tilladt patenter, hvor det i dag ofte kan være endog ganske vanskeligt at udvikle gratis (”freeware”) software som følge af et gigantisk minefelt af patenter: den ene metode kan ikke bruges fordi den er patenteret af virksomhed A, den anden metode kan ikke bruges fordi den er patenteret af virksomhed B, og så fremdeles, indtil der kun er underlige, deforme, vanskelige metoder tilbage at tage i anvendelse under udvikling af ny software.
Religion
Hvordan kommer religion dog ind i spørgsmålet om patenter? Det gør det på mange måder, og især på den måde, at flertallet af menneskeheden tror på Gud. Få er de der vandrer i ørkenen – altså uden Gud. Flest er vi der vandrer nær vandhullet, Gud, og deraf søger næring og styrke. Hvad har Gud lige med patenter at gøre? Jo, ser du, Gud er kilden til al viden i kosmos. Når den ene får en idé til at opdage tyngdekraften, så skyldes det, at Gud (eller Satan) har givet ham eller hende den idé. Når den anden får en idé til at lave en finurlig høresnegl som kan helbrede de døve og gøre dem hørende igen, så får den anden den idé fra Gud (eller Satan). Og så videre igennem al viden og alle idéer i kosmos. Først når man virkeligt forstår hvad dette indebærer, så forstår man også, at vi alle sammen burde dele vores viden og vores idéer. At vi alle sammen burde være taknemmelige hver gang Gud m.v. giver en af os en eller anden ny idé og fluks og beredvilligt fare ud og dele denne idé med resten af verden. En idé til den enkelte er således en gave til hele kosmos!
Jura
Hvad skal der til for at komme patenter til livs? Der skal en række lovændringer til:
- Alle patenter skal erklæres ugyldige fra nu af og til evig tid.
- Det skal være umuligt at optage patenter fra nu af og til evig tid.
- Det skal være umuligt at kræve ejendomsret på en idé, et design, en metode, en algoritme, en procedure, en fremgangsmåde, en opbygning, en sammensætning og så videre.
- Det skal være umuligt at kræve ejendomsret over en ansats idéer, designs, metoder, algoritmer, procedurer, fremgangsmåder, opbygninger, sammensætninger og så videre.
- Det skal være umuligt at retsforfølge eller på anden måde volde ubehag for en der frigiver information om en eller flere idéer til offentligheden. Dette sikrer at ansatte kan dele deres virksomheders idéer med andre uden at de dermed risikerer at blive retsforfulgt eller chikaneret.