Indledning
Denne artikel går i kødet på processen med at installere en Solid State Disk (SSD) på din maskine. Operationen er forholdsvist triviel men kan alligevel se vanskelig ud for en uøvet PC bruger.
Du undrer dig måske lidt over hvorfor du skulle installere et SSD drev i din maskine, men hvad siger du så til at få 2,5 til 3,0 gange hurtigere læsehastighed fra din harddisk? Det betyder i praksis at hvis Windows normalt er et minut om at starte op, så vil Windows kun tage ca. 20 sekunder at starte op. Nu er jeg ikke en af dem der er helt vilde med at starte min maskine i tide og utide (den står normalt tændt i ugevis i træk), men det samme gør sig gældende når man starter store, tunge programmer op. F. eks. tager det nu en halv krig at starte Microsoft Visual Studio 2010 Professional op, hvilket så gøres meget hurtigere med et SSD drev.
Men når det nu er sagt, så vil jeg sige, at SSD teknologien stadigvæk er "forholdsvist uinteressant": drevene er for små og priserne for høje. SSD bliver først rigtigt interessant når vi alle sammen kan købe et 1 TB drev for kr. 550,- eller deromkring. Så de primære årsager til at installere et SSD drev er:
- Nørdedhed; lysten til at lege med og udforske teknologi (det er hvad der driver mig selv).
- Hastighed; lysten til at få et system der reagerer langt hurtigere og som er langt mere responsivt i dagligdagen.
- Støjfølsomhed; lysten til at slippe af med den evindelige støj fra harddisken der klikker og klakker derudaf (dette er også vigtigt for mig).
En moderne SSD disk leverer en ydelse der er sammenlignelig med eller dobbelt så god som en traditionel harddisk når det drejer om at skrive data til disken. Når det drejer sig om at læse fra disken, hvilket er hvad man formentligt gør 80+ procent af tiden, så er ydelsen 2,5 til 3,0 gange hurtigere. Udtrykt i konkrete tal betyder det, at en SSD disk kan skrive med en hastighed på 70-225 megabyte pr. sekund og læse med en hastighed på 225-355 megabyte pr. sekund. Dette afhænger af producentent; Corsair leverer en disk der er både hurtig til læsning og skrivning medens Crucial levere en disk der er langsom til at skrive (70 megabytes pr. sekund) og knaldhurtig til at læse. Normalt ville jeg selv have valgt Crucial disken, men der er mange rapporter om problemer med den ude på Internettet, så jeg har valgt at købe mig en Corsair disk i stedet.
Den kvikke læser vil straks tænke: "
Wow! Hvad så hvis jeg sætter to små SSD'er i en RAID0 løsning?" Ja, på papiret lyder det rigtigt lovende - læsehastigheder over 500 MEGABYTES pr. sekund (ca. fem gange så hurtigt som en klassisk harddisk), men folk ude på Internettet advarer imod det pga. en funktion der hedder TRIM - som åbenbart ikke er understøttet når man kører en RAID løsning på diskene. Hvis du ikke ved hvad RAID betyder, så glem blot dette afsnit. Jeg vender måske tilbage om dette emne når jeg engang har fået udforsket det lidt mere. Men indtil videre virker det ikke som en god idé at planlægge at køre RAID på to eller flere SSD diske. Har du erfaringer med dette må du hjertens gerne skrive til mig om dem, så jeg kan inkludere dem her i artiklen (eller brug "Diskutér" knappen i øverste højre hjørne til at tilføje dine kommentarer). Intel har dog løst dette problem med nogle af deres egne bundkort, så hvis du bruger Intel bundkort, så kan du måske få RAID med TRIM til at virke.
Forberedelse
Her er nogle trin du bør gøre inden du begynder at installere SSD'en:
- Bestil din SSD via Internettet eller køb den i en butik alt efter dit temperament (gå evt. ind på www.Edbpriser.dk og tjek priserne).
- Start med at kopiere alle dine vigtige filer fra dit nuværende systemdrev (C:) til en anden partition eller en ekstern harddisk. Dette trin er teknisk set overflødigt da dit nuværende systemdrev snart blot vil være et ekstra drev i dit system. Men det skader aldrig at have en sikkerhedskopi for meget.
- Skriv derefter en komplet liste over al det software du havde installeret på dit system - du skal til at geninstallere det...
Installation
Installationen antager at du allerede har modtaget dit SSD drev og nu skal til at i gang med at montere det.
- Sluk din computer.
- Frakobl alle dine harddiske og alle USB diske, USB nøgler og deslige.
- Montér SSD disken som disk 0 (i SATA0 port 0) for at være sikker på at den bliver registreret som den første disk i systemet.
- Indsæt Windows 7 DVD'en i dit DVD drev.
- Start systemet. Gå ind i BIOS og tjek at den er sat op til at køre i AHCI tilstand - det skal den være for at få TRIM til at virke med Windows.
- Installér nu Windows på SSD drevet ganske som du ville have gjort på en traditionel harddisk.
- Installér nu alle dine drivere, værktøjer og applikationer ganske som du ville have gjort med en traditionel harddisk.
Bagefter
Efter at du har fået dit system op at køre er der en række ting som du bør gøre, for at sikre maksimal ydelse og minimal slitage på drevene:
- Gå ind i Programmer/Alle Programmer/Administration/Tjenester og find tjenesten "Windows Search". Så højreklikker du på den og vælger Egenskaber. Dernæst vælger du "Deaktiveret" ud for "Start type". Bemærk dette gør, at Windows ikke længere vedligeholder sit søgeindeks over filer og filindhold, så hvis du tit bruger Windows Search, så skal du nok ikke gøre dette. Det anbefales bare af mange for at forlænge levetiden på SSD disken, men nogle argumenterer, at levetiden allerede er så lang, at diskene vil være forældede og nedslidte længe inden det reelt bliver et problem at man har Windows Search koblet til.
- Kobl Windows dvalefil fra og slet
C:\hiberfil.sys: Åbn et konsolvindue (Start/Alle programmer/Tilbehør/Kommandoprompt) i forhøjet tilstand (dvs. ved at højreklikke på Kommandoprompt ikonet og vælge "Kør som administrator") og skriv følgende tekst: powercfg -h off og tryk så ENTER. - Kobl Windows systembeskyttelse fra (med mindre du bruger denne funktion i ny og næ): Gå ind i Kontrolpanel/System/Systembeskyttelse og kobl systembeskyttelse fra for alle drev.
- Kobl Windows sidefil fra: Gå ind i Kontrolpanel/System/Avancerede systemindstillinger/Avanceret/Ydeevne/Indstillinger/Avanceret/Virtual hukommelse/Skift og fjern fluebenet ud for "Administrér automatisk sidefilstørrelse for alle drev". Dernæst vælger du "Ingen sidefil" for SSD disken. Sig ja når Windows brokker sig.
Advarsel
Du skal
ikke defragmentere en SSD; den har en konstant søgetid da den ikke har noget mekanik der bevæger sig rundt indeni SSDen, så det eneste du får ud af at defragmentere din SSD er, at du nedsætter levetiden på din SSD. En SSD indeholder logik og hukommelse til at holde rede på hvornår hver enkelt sektor på SDDen bliver skrevet til og slettet igen. Hvis du trods alle advarsler vælger at defragmentere en SSD, så får du bare væsentligt forringet levetid og formentligt også mærkbart nedsat ydelse til gengæld. Faktisk er en af de helt fede ting ved en SSD, at du ikke behøver at tænke på at defragmentere den.
Efterskrift
Som sædvanligt er du mere end velkommen til at skrive til mig med spørgsmål, kommentarer og så videre. Se blot
kontakt siden for mere info om dette.