Navigation¶

Søg Lyngvig.org
»

• Kontakt
• Livssyn
• Politik
• Religion
• Samfund
• Kritik
• Teknik
• mig selv
• Links
  

• Alle 110 sider
• Tilfældig side
• Kategorier
• Bibliotek
  

• Opret en ny side
• Administration
  

• Braceless.org
  
• Nutbox.org
  

Indre og ydre harmoni

Indholdsfortegnelse [Skjul / Vis] Indledning Harmoni Ka Ægteskab Efterskrift

Indledning¶

Vi holder vist alle sammen af, at andre tager hensyn til os.  Vi holder vist alle sammen af, at vi bevarer vores indre og ydre harmoni således at vi ikke oplever dårlige og ubehagelige ting.  Hvad de færreste af os ser ud til at nogensinde formelt, konkret og nyttigt lære, er, hvordan vi passer på andres harmoni.  Det er hvad denne artikel skal handle om: hvordan man som borger i verdenssamfundet gebærder sig således at man til stadighed tilstræber og for det meste lykkedes med at bevare sin egen og andres harmoni.

Harmoni¶

Hvad er harmoni?  Det kan man vist diskutere i lang, lang tid, men jeg tror, at det vigtige er, at tage udgangspunkt i den indre harmoni - og ud fra den forsøge at definere den ydre harmoni.

Hvad er den indre harmoni så?  Den er en behagelig, ubrudt, vedvarende følelse af generelt velbehag.  Man skal dog her være opmærksom på, at mange mennesker lever i egentlig indre disharmoni, også selvom de ikke selv har opdaget det (de er jo mennesker!).  Indre harmoni kan måske bedst forstås, hvis man tænker på den følelse af generelt velvære man opnår når man hører harmonisk, ikke dundrende musik som passer til ens smag.  De fleste føler musik så kraftigt, at de gerne vil høre god musik hele dagen lang.

Hvad er indre disharmoni så?  Indre disharmoni er et eller andet der bryder den naturlige harmoni for en kortere eller længere tid.  Jeg bor f. eks. i Grenaa midtby, hvor der hver aften og nat farer yderst støjende knallerter igennem og derigennem ødelægger min, og ganske givet talrige andres, indre harmoni et par gange hver aften og nat (hvis dog bare politikerne havde hjerner nok til at forbyde de normalt meget støjende og generende knallerter, så ville vi være nået et skridt videre).  Så går jeg rundt og bander og svovler i mit indre i nogle minutter og overvejer forskellige måder at få idioterne til at lade være med at støje på (en ven foreslog engang at jeg skulle kaste en spand vand efter dem, men det kan man jo ikke, så bliver man arresteret og udsat for psykisk tortur af meget selvovervurderende pansere der ihærdigt tror, at fordi de har hørt om Loven, så er de selv uskyldsrene engle med mandat til at chikanere og genere alle de møder).

Harmoni...  Vi har selvfølgeligt hver vores helt unikke oplevelse af og forståelse af hvad indre og ydre harmoni er.  Derfor er det nemmeste nok, at jeg blot forholder mig til, hvordan min form for harmoni virker - og så kan du selv "oversætte" min form for harmoni til noget der svarer til din egen form for harmoni.

Den bedste måde at forstå harmoni på, tror jeg, er ved at forestille sig at man kan se sine indre følelser som en slags kurve indeni éns fantasi.  Det kan jeg f. eks.  Så ser jeg at kurven normalt ligger på måske +10 og at den i ny og næ dypper ned og når f. eks. -3 (når en knallert kører forbi).  Sker der andre ting, såsom at folk med overlæg ignorerer og eller nedprioriterer mig op i mit åbne ansigt, så falder min indre harmoni til -5 eller deromkring.  Efter måske 5 til 30 minutter i en disharmonisk tilstand, begynder den indre harmoni at genopbygges (ligesom vand der falder til ro efter at man har kastet en stor sten i det).  5-10 minutter senere er harmonien stort set genoprettet og man er tilbage i sit gode, vante humør. 

Faktisk hjælper det altid at forsøge at blive bevidst om sine følelser ved at forsøge at plotte dem ind på en kurve fra -10 til +10: det hjælper én til at blive mere og mere selvbevidst, hvilket igen hjælper én til at opnå større og større selvforståelse, hvilket endeligt hjælper én til at opnå større og større forståelse af sine medvæsener og omgivelser.  For når man først er blevet bevidst om hvilke ting der skaber disharmoni i én, så begynder man naturligt at tilstræbe, at ikke gøre disse ting fordi man forventer at de også vil skabe disharmoni i andre.

Ka¶

Jeg mener at huske, at udtrykket ka er japansk og henviser til folks indre og ydre harmoni.  Måske jeg husker forkert, men derfor kan dette måske fiktive udtryk stadigvæk være en god ting at lære om.  I følge japansk filosofi så må man aldrig foretage sig noget der forstyrrer andres ka.  Det er en meget klog filosofi som ganske givet er udviklet over lang tid i det normalt yderst sofistikerede og avancerede japanske samfund, hvor folk levede meget tæt side om side hele livet igennem.

Hvordan oversætter man "ka" til dansk?  Jeg ved det ikke; jeg kan ikke japansk.  Men ordet harmoni er nok et lille, simpelt og lidt barbarisk ekko af hvad japanerne taler om, når de taler om ka.  I hvert tilfælde er det værd at opstille en række eksempler på ting der bryder andre folks harmoni:

• Hærværk (andre bliver sårede, skuffede og dermed en anelse desillusionerede af at deres ting udsættes for hærværk).
• Vold (andre bliver meget chokerede, traumatiserede og dermed meget desillusionerede af at blive udsat for vold).
• Mobning (andre mister troen på det gode i deres medmennesker ved at blive udsat for mobning i mere end ubetydelig grad).
• Tyveri (se hærværk).
• Voldtægt (kvinder bliver yderst traumatiserede og chokerede og dermed meget desillusionerede af at blive voldtaget).
• Svindel (se mobning).
• Støj (folk får brudt deres harmoni og går rundt og bander og svovler i nogle minutter indtil freden sænker sig igen).
• Graffiti (folk skal i uger og måneder se på det grimme lort som små egomaniske ungersvende har frembragt i mangel på noget bedre at give sig til).
• Og så videre.
  

Personligt tror jeg, at folkeskolen burde bruge meget mere tid på at lære folk at ikke være hændelige eller overlagte psykopater: en fyr der stjæler en anden mands fjernsyn er en eller anden slags deltidspsykopat ved det, at han ikke giver en skid for at den der får stjålet sit tv mister lidt af troen på sine medmennesker og samfundet.  Jeg tror oprigtigt at alle mennesker der er modige nok til det, helt pr. automatik vil vælge at forsøge at være så redelige, hæderlige og gode som de overhovedet formår.  Men når folkeskolen aldrig lærer folk, hvad der er godt og hvad der er skidt, så ender mange desværre op med at bruge en stor del af deres tid på at krænke andres ka - også selvom de aldrig ville have valgt at gøre dette, såfremt de havde forstået fordele og ulemper ved at gøre det (fordele: ingen, ulemper: masser, herunder dårlig karma).

Ægteskab¶

Som inkarneret ungkarl fatter jeg simpelthen ikke hvorfor folk går hen og bliver gift.  Javist, jo, jeg har da været forelsket i forskellige kvinder og jeg har da også en enkelt gang mødt en kvinde der var så fuldkommen helt igennem sød, at jeg da såmænd gerne ville have giftet mig med hende.  Men de fleste ægteskaber ser ud til at følge en rytme omtrent som følger:

• Parret bliver gensidigt forelskede og elsker alt ved hinanden (selv det de burde forkaste).
• Parret flytter sammen og hverdagen begynder at spille ind.
• Parret lærer sig at gå på kompromiser og se bort fra hinandens skævheder og svagheder.
• Parret gror mere og mere fra hinanden efterhånden som den oprindelige, kortvarige og naturlige interesse fordamper.
• Parret holder sammen selvom parforholdet ikke længere giver mening (de to elsker simpelthen ikke hinanden længere).
• Parret bygger et enormt teaterstykke af gensidig afhængighed op medens de i virkeligheden slet ikke elsker hinanden.
• Parret bliver mere og mere bitre og uimodtagelige for hinandens synspunkter og motivationer (kærligheden er helt død).
• Parret beslutter sig for at skilles, oftest under yderst forbitrede og ubehagelige omstændigheder.
• Parret hader og foragter hinanden i stedet for at blot skilles som venner på et langt tidligere tidspunkt.
  

Hvad var det lige der skete med det oprindeligt gensidigt nyforelskede par?  Naturens gang.  Naturens gang er, at alle væsener udvikler sig i hvert deres helt individuelle tempo og i hver deres helt individuelle retning, hvorfor det er nærmest garanteret, at alle folk vil gro fra hinanden med tiden.  Men hvorfor blev de bitre fjender af hinanden?  Ganske enkelt fordi de fik alt, alt for meget af hinanden!  De fortsatte med at bevare et levende lig af et parforhold i et helt eller et halvt årti efter at de var vokset fra hinanden.  Og enhver der er tvunget til at gå op af en vidt fremmed person, og måske dyrke sex med vedkommende et par gange om ugen, bliver bitter.  Det er ganske naturligt at blive bitter når man tvinges til at gå op ad den samme person i lang tid af gangen!  I naturen, altså i såkaldt "primitive" samfund, der lever folk sammen i stammer af måske halvtreds personer.  Og nogle gange har de flere ægtefæller, hvilket også hjælper til at reducere den gnidning og det ubehag der opstår ved at folk er sammen i for lang tid ad gangen.

Mit syn på ægteskab er, at det som næsten alt andet menneskeheden fra Jord har fundet på, er lallende debil idioti.  Det naturlige er, at folk bliver gensidigt interesserede, uvist af hvilke årsager, og så udforsker man hinanden i nogle år, hvorefter man stort set er kørt gold og træt i hinanden.  Så er tiden til at finde sig en ny mage og lade den gamle gå i glemmebogen eller i vennebogen.  På den måde kan der undgås mange traumatiske barndomme (for børnene i det golde parforhold), mange traumatiske fjendskaber (mellem de forhenværende elskende) og mange bitre kampe om forældremyndighed med mere.

Så er spørgsmålet hvornår et ægteskab er blevet goldt?  Er det når parrets seksuelle forhold ikke duer længere?  Er det når parret næsten ikke foretager sig andet sammen end yngelpleje og at udveksle banaliteter om hverdagen som de hver især deltager i?  Er det når der skal store, forgyldte mål til (egen bolig, to biler, børn, etc.) for at bevare parforholdet intakt?  I alle tre tilfælde mener jeg, at parforholdet da allerede er blevet goldt og dermed meningsløst.

Efterskrift¶

Denne artikel skriver jeg på Malta, hvor jeg p.t. er på ferie.  Teksten er meget aktuel for hvad der foregår på Malta, da man her netop skal til at afholde en afstemning om hvorvidt skilsmisse skal være lovlig eller ej.  Som skilsmissebarn der er glad for at mine forældre blev skilt, uanset hvilke afsavn og finurligheder dette har medført, så synes jeg selvfølgeligt at det er typisk middelhavstænkning, at man overhovedet har en lov der gør det ulovligt at blive skilt.  Igen sættes dåren Jesus over milliarder af menneskers tarv.  Og igen lider talrige derunder.  Hvis det stod til mig, så ville ægteskab slet ikke være tilladt!  Ægteskab er og bliver en arbitrær, fiktiv, usund binding mellem to mennesker som snart vil vokse ud af parforholdet.  Hvis noget, så skulle loven helt og aldeles fjerne alle begrænsninger, hindringer, fordele og ulemper ved at være gift, således at det at være gift blot var et spørgsmål om at man kalder sig gift - hvad enten man har været igennem kirkelig ceremoni eller ej.  Jeg kender eksempler på alle mulige stærkt idiotiske fordele og ulemper for ægtefolk:

• Ægtefolk opnår visse skattefordele som inkarnerede ungkarle aldrig kan få.
• Ægtefolk der begge er førtidspensionister mister en betydelig del af deres indtægt da en eller anden debil skrankepave har besluttet, at førtidspensionistægtepar ikke må få så meget i pension som alle andre.
• Ægtefolk har implicit en fælles forældremyndighed over deres børn, indtil de en dag bliver skilt.
  

Faktum er, at det er bunduretfærdigt og også totalt debilt, at det er økonomisk fordelagtigt at være gift.  Hvad har jeg gjort, som enlig ungkarl, siden jeg ikke må trække det ene og det andet fra i skat?  Hvorfor må jeg ikke gå ud og finde mig en tilfældig person som jeg så deler økonomi med således at vi kan få skattefordele deraf?