Indledning
Jeg er jo troende socialist - i den rækkefølge: først troende og så socialist. Det betyder, at mine socialistiske overbevisninger bliver underordnet min tro på Gud, hvilket er præcist hvordan det skal være, hvis man virkeligt tror på Gud.
I denne artikel vil jeg prøve at redegøre for hvordan og hvorledes jeg tror, at socialismen bør være, når altså underordnet Guds uendelige herlighed.
Gud
Gud er i mine øjne en uendeligt-dimensionel væren hvis fysiske aspekt er et uendeligt stort tomt rum. Når det passer Gud, så skaber Gud hvad vi kalder et
skaberværk: et befolket, stofligt univers hvori der altid er drøn på og der altid sker en hel masse ting og sager. Nogle gange holder Gud en pause, tror jeg, mellem skaberværkerne og nyder bare at være til, ganske som Gud altid nyder at være til. Gud er kilden til al åndelig kærlighed i kosmos og Satan er kilden til al ukærlighed i kosmos. Satan er Guds øverste og mest loyale tjener, eftersom Satan frivilligt og meget ihærdigt har ageret "Bad Guy" i mange, mange milliarder år og formentligt vil vedblive med at gøre dette i resten af dette univers' levetid.
Socialismen
Socialismen er en ateistisk politisk orientering, hvilket egentligt burde bringe den i konflikt med de over 50 procent af verdensbefolkingen der oprigtigt og ærligt tror på Gud. Men desværre skjuler socialismen sig bag videnskaben som igen skjuler sig bag noget så åndssvagt som denne påstand:
- Hvis X ikke er bevist, så findes X ikke.
Folk tænker ikke så meget over det, men videnskaben af i dag er noget af det mest uvederhæftige og idiotiske vi overhovedet har på kloden. Det er lige før at pavekirken er en uskyldsren engel i forhold til de synder som videnskaben gør sig selv skyld i:
- Videnskaben påstår at kun de ting der er beviste, eksisterer.
- På basis af denne vanvittige tankegang fornægter videnskaben Gud, Satan, Himmeriget, Paradiset, Helvedet, engle, djævle, magi og telepati.
- Dette til trods for at ingen endnu har bevist eksistensen af kærlighed1 og ingen sindssund videnskabsmand ville fornægte eksistensen af kærlighed.
Så vi har, at en flok videnskabsfolk render rundt og fornægter Gud alene fordi ingen videnskabsmænd endnu har været kvikke nok til at bevise Guds væren. Det svarer ganske enkelt til, at jeg fornægter at stjernerne ude i rummet har en bagside - fordi ingen endnu har bevist at de faktisk har det. Eller, at jeg fornægter at Mars findes fordi jeg selv ikke har været i stand til at bevise, at Mars findes.
Så når socialismen læner sig voldsomt op ad videnskaben, så læner den sig op af et korthus som ganske givet vil vælte indenfor de næste par tusinde år: fordi før eller siden vil selv videnskaben blive tvunget til at indse og erkende, at alle de der overnaturlige ting som videnskaben fornægter faktisk findes.
Idealet
Når jeg kigger på socialismen, så kigger jeg på den som værende den mest ideelle overbevisning vi endnu har fundet frem til på denne klode:
- Jødedommen har i årtusinder ført til at dens medlemmer sankede og lade og lo, uden at give en skid for deres ikke-jødiske naboers problemer og genvordigheder.
- Kristendommen har i årtusinder ført til hårde, strenge straffe (tænk f. eks. på at blive brændt levende på et bål) og stive, dogmatiske samfund hvori der næsten ingen kærlighed var - blandt andet fordi kristendommen mener, at folk skal holde sammen livet ud, selvom de er virtuelt garanterede at vokse fra hinanden pga. det lille simple faktum, at vi alle udvikler os i forskellige, variable hastigheder og i hver sin retning.
- Islam har i 1,5 årtusinde fremmanet stive, middelalderlige samfund hvor mændene opdrages til at tro, at de er virkeligt dejlige og kvinderne opdrages til at tro, at de er en slags pinligt uheld for familien. Islams sande natur kan bedst ses af at terroren stadigt eskalerer overalt på kloden: om 1.000 år koger og bobler hele kloden af terror, hvis ikke nogen gør et eller andet for at få muslimerne til at indse, at deres religion er af Satan på de områder hvor den medfører terror og gruppevoldtægter og deslige.
- Buddhismen bygger på et todelt samfund: de gode melder sig ud af samfundet og bliver munke, medens resten bare lever korrupte liv som det passer dem. Deri er der ikke meget håb for at verden skal blive et bedre sted at leve.
- Hinduismen bygger på kastesystem og enkebrændinger. Selvom jeg er meget positiv overfor hinduismen, så må jeg også erkende, at den bare ikke er der endnu.
- Kapitalismen indgyder vores unge det ideal, at de bare skal fokusere på at rage til sig af verdens ressourcer og så helt glemme alt om alle de der ikke har til dagen og natten. Kapitalismen er dybest set de mest infame og ækle anti-idealer denne klode endnu har set, og værre bliver det når den kombineres med materialisme som her i Vesten.
Så socialismen er gode nyheder. Virkeligt gode nyheder. Men socialismen er
ikke idealet af en række grunde:
- Socialismen bygger fundamentalt set på diktatur og diktatur vil altid forfalde til simpelt diktatur, hvor personkulten omkring lederen overstiger socialismen som så glemmes.
- Socialismen bygger i nogle varianter på at alle altid har ret til at arbejde hvor det passer dem - også selvom de intet brugbart yder. Dermed lægger socialismen op til en enorm ineffektivitet som helt overgår alle andre systemer menneskeheden endnu har gjort sig erfaringer med.
- Socialismen er dybest set imperialistisk, hvorfor den lynhurtigt opsparer tonsvis af dårlig karma (dårlig fremtid) som følge af at den invaderer sagesløse naboer i flæng.
- Socialismen er dybeset set et elitært samfund hvor lederne, og disses familier, belønnes langt over evne, ligesom de danske politikere belønnes langt over evne, fordi socialismen mener at magthaverne skal have lidt mere af de ellers så virtuelt ligeligt fordelte gode.
- Socialismen bygger på ateistisk materialisme, hvilket betyder, at den har alle de filosofiske og religiøse problemer som alle ugudelige ting har.
- Socialismen bygger på ejendomsret ved det, at folk forventes at få en lejlighed, møbler, nyt tøj og så videre. At være nær Gud er uundgåeligt at være immateriel.
Paradiset
Jeg har så, som en slags udvidet hobby, opfundet eller genopdaget hvad jeg kalder Paradiset på Jord: det at vi alle sammen slår os sammen og arbejder for at gøre hele verden til et uendeligt lykkeligt, frit og åndeligt kærligt sted. Vanen tro, så er der ingen der støtter mig i min hobby, så det ser ud til, at det bedste menneskeheden vil få i en rum tid fremover er socialismen.
Den fremtidige socialisme
Den fremtidige socialisme bliver nødt til at indarbejde disse ting i sig, for at den kan nærme sig Gud og dermed nærme sig succes:
- Socialismen må gøre op med idéen om et arbejderdiktatur: diktaturer duer bare ikke, hverken praktisk eller karmatisk.
- Socialismen må gøre op med idéen om at have enevældige diktatorer; et menneske kan ikke tænke på vegne af millioner af mennesker.
- Socialismen må gøre op med idéen om at femårsplaner er praktiske: jo mindre granularitet, jo bedre tilpasningsevne. Dermed siger jeg, at enhver form for stiv, firkantet efterleven af og udføring af langvarige, stive, halve planer vil medføre større skade for samfundet end ikke.
- Socialismen må gøre op med idéen om at folk skal kunne bevare deres arbejdsplads selv hvis de er ineffektive eller ligefrem uduelige.
- Socialismen må gøre op med idéen om at man lige træder til og invaderer et naboland, hvis man føler at man lige vil "hjælpe" det: hjælp med faktuelle gaver, men ej med magt.
- Socialismen må gøre op med idéen om at nationen skal være en supermagt i militær henseende: militær er for det meste rent spild af ressourcer, hvorfor det bør holdes så småt og godt som overhovedet muligt.
- Socialismen må gøre op med idéen om at kappes med det kapitalistiske vesten: vesten går lige lukt i Helvedet (forurening, kriminalitet, moralsk forfald, etc.), så der er ingen grund til at konkurrere med vesten overhovedet!
En ting som jeg sagtens kan forstå, er, at man helt forbyder de højreorienterede partier. Men det er vigtigt, at bevare et levende demokrati i form af et hav af venstrefløjspartier der vil alle mulige og umulige gode ting.
Notater