www.Lyngvig.org

Velkommen GæstLog ind
RSS RSS

Navigation

Søg Lyngvig.org
»





PoweredBy

Det er samfundets skyld!

RSS

Indledning

Jeg går tit og tænker på hvor meget bedre tingene her på kloden kunne være, hvis altså ikke vi mennesker var biologisk debile fra vugge til grav, hvorfor jeg også går og pusler med hvorfor tingene nu ikke er så gode som de kunne være.  I denne artikel skal vi kigge lidt på tingenes tilstand og hvordan de optimalt ville være.  Jeg er klar over at jeg er troende socialist, hvorfor nogle højreorienterede kapitalistsvinlakajer vil kløjs i denne artikel, men de stakler om det - de aner jo ikke engang hvad kærlighed er.

Baggrund

Der findes jo to store fløje i menneskeheden: venstrefløjen (de hjertevarme og indsigtsfulde) og højrefløjen (dårerne der intet fatter).  Disse to fløje har hver sin tilgangsvinkel til hvad der er samfundets ansvar og hvad der ikke er samfundets ansvar.  Kort opsummeret kan man sige følgende:

  1. Venstrefløjen vil at samfundet skal tage ansvaret for alle problemer i verden - og dermed få dem løst i en fart.
  2. Højrefløjen vil at samfundet skal tage ansvar for så få problemer i verden som muligt - og dermed aldrig få dem løst.

Sådan lidt sat på spidsen, men det er ikke helt galt.  Vi socialister drømmer om og arbejder for en bedre verden.  De liberale drømmer om og kæmper for en dårligere verden.  Det er igen sat lidt på spidsen, men det er bestemt ikke helt galt.  Socialisterne vil gerne dele deres rigdom med andre for at alle kan få det godt medens de liberale ofte nægter at give blot en enkelt krone til de fattige fordi de liberale har fået bildt sig ind, at de selv er ansvarlige for deres personlige materielle velstand (også selvom de blot viser hvor tumbedumme de er, siden de helt ser bort fra det faktum at de selv har fået en uddannelse og en national infrastruktur af deres respektive hjemlande).

Situationen

Situationen er omtrent som følger:

  1. Verden er døende pga. overbefolkning og deraf følgende forurening, udbytning, skovfældning og udplyndring af hele kloden.
  2. Overalt i verden har man stadigt stigende problemer som de fleste folk dog ser ud til at foretrække at tænke på som noget der nok lige straks forsvinder af sig selv.
  3. Det gennemsnitlige menneske er stærkt underuddannet og ved knapt nok hvordan man udpeger en god, rimelig leder i det politiske cirkus.
  4. Det gennemsnitlige menneske har kun en svag idé om hvor herlig Gud er og tror for det meste at Gud er en besynderlig, halvt sadistisk satan der opfordrer til indbyrdes krig og intolerance.
  5. Det gennemsnitlige menneske er så fortravlet af at være en produktionsenhed, som hver dag bidrager til at gøre ukendte fremmede megarige, at han eller hun dårligt nok når at opdage dette faktum.
  6. Det gennemsnitlige menneske fødes med store, naive og herlige idealer som så gradvist slides ned og hærges til ukendelighed af det samfund vi mennesker har skabt her på kloden.
  7. Det gennemsnitlige menneske tror sig selv over alle andre livsformer blot fordi han eller hun kan stave til sit eget navn og måske også være med til at voldtage kloden til døde.
  8. Det gennemsnitlige menneske bruger nok under 2 procent af sine midler på at gøre verden et bedre sted (jeg selv stræber stadigt efter at nå 10 procent, men det tager nok lidt tid endnu).
  9. Det gennemsnitlige menneske tror at kosmos opstod blot for at være en stor, lovløs legeplads for menneskeheden.
  10. Omkring halvdelen af menneskeheden har end ikke mad til dagen og måske end ikke et ordentligt sovested til natten.
  11. Vesten har i århundreder udplyndret og udpint resten af verden (noget man til stadighed gør i dag!) medens resten af verden bare har kunnet klynke i smerte over det fortsatte misbrug.
  12. Det gennemsnitlige menneske tror at med sin dags arbejde er alt hvad han eller hun behøver gøre allerede gjort.

Idealet

Ideelt set ville følgende gælde:

  1. Verden var et stadigt rigere sted hvor der blev flere og flere arter, mere og mere natur, mindre og mindre forurening, stadigt aftagende mængder af udbytning og udpining.
  2. Overalt i verden ville alle borgere, igennem medierne, blive oplært i at være verdensborgere som brugte så meget energi de kunne overkomme på at gøre verden til et bedre sted.
  3. Det gennemsnitlige menneske var veluddannet og oplært, i stedet for indoktrineret med videnskabelige usandheder, således at alle var gode til at vælge gode ledere.
  4. Det gennemsnitlige menneske havde en rigtig god idé om hvor herlig Gud er og om at de oldgamle skrifter oftere tager fejl end de har ret.
  5. Det gennemsnitlige menneske havde så god tid efter arbejde, som kun varede 20 timer om ugen, at det livet igennem kunne videreuddanne sig og rigtigt udnytte menneskehjernens potentiale.
  6. Det gennemsnitlige menneske levede i et så kærligt, forstående og blidt samfund, at alle dets tidlige idealer og drømme om en bedre verden blev bevaret livet ud.
  7. Det gennemsnitlige menneske forstod fuldt ud at alle livsformer er lige foran Gud: hverken menneske, myg eller moreller er bedre end hverandre.
  8. Det gennemsnitlige menneske brugte op imod 50 procent af sin arbejdskraft (sit "output") på at gøre verden et bedre sted.
  9. Hele menneskeheden ville have rigeligt med mad, husly, lægehjælp, skolegang og interessant arbejde.
  10. Vesten ville lægge sig i spidsen for den blide verdensrevolution som vi alle går og venter på: overgangen til et rimeligt, retfærdigt og hensynsfuldt samfund.
  11. Det gennemsnitlige menneske ville vide, at hans eller hendes indsats for verden først rigtigt startede når han eller hun var færdig med at arbejde.

Skylden

Hvem har så skylden for at verden er så meget af lave som den er?  Tjo, tja, det har vi mennesker - eller, rettere, det samfund som vi skaber.  Vores samfund formår ikke at indgyde levedygtige, brugbare og nyttige idealer i sine unge, hvorfor vores unge vokser op til at være alkoholsippende kynikere der blindt rager til sig i troen på at det er hvad livet går ud på.  I det hele taget må man sige at én eneste kyniker i samfundet er et tegn på samfundets totale fiasko!  Hvis samfundet var godt, oplyst, kærligt, herligt og hensynsfuldt overfor alt og alle, så ville der ikke være så mange kynikere og nihilister i verden som der er.  Især ville folk kunne gennemskue højrefløjen og vi ville da for længst have fået gennemført den demokratiske revolution som alle rigtige socialister drømmer om: overgangen til et herligere samfund hvor liv sættes over penge og penge blot anses for et nærmest ligegyldigt hjælpemiddel som man egentligt kunne få udleveret i ruller af toiletpapir - blot så man altid bevarer perspektivet på hvad penge egentligt er værd.

Overgangen

Overgangen er jo næsten ren utopi: det gennemsnitlige menneske er, pr. politiske resultater verden over igennem et halvt århundrede, så stokdumme at de stemmer højreorienteret når alt hvad de højreorienterede vil, er, at omfordele pengene fra de fattige til de rige.  At man skal være socialist for at gennemskue højrefløjen fortæller meget om hvor de virkeligt kloge er henne af: på venstrefløjen.  Resten tikker og takker bare derudaf efter mantraer de lærte i deres ungdom og opvækst, uden at de nogensinde tog sig tid til at tænke over hvad fanden de egentligt lige tror på.

Efterskrift

Dårlig artikel, men jeg tog lige en lille pause medens jeg tog en pause fra datalogien som i disse dage fylder næsten al min fritid.

Denne hjemmeside vedligeholdes af .  Copyleft (-) 2010-2012 Mikael Lyngvig.  No rights reserved. Siden hostes på www.UnoEuro.com.