Indledning
Jeg er inde i en fase af mit liv hvor jeg leger forbruger. Ikke en hyper-materialistisk en af slagsen, men bare en moderat materialistisk forbruger. Det betyder på godt dansk, at jeg bruger stort set hver en overskydende krone på at købe teknologisk ragelse. Det gør jeg af flere grunde:
- Jeg er førtidspensionist og har derfor en masse tid at brænde af.
- Jeg er af personlige årsager stærkt begrænset i mine rejsemuligheder.
- Jeg elsker at lege med ny teknologi fordi dette tager så endeløst meget tid og er ganske underholdende.
Jeg vil slet ikke begynde at remse op alle de ting jeg har købt over de sidste par år. I stedet vil jeg filosofere lidt over det der med at være en kapitalistisk forbruger. Som jeg ser et typisk kapitalistisk forbrugerliv, hvortil mit eget ikke hører til pga. jeg er førtidspensionist, så er det omtrent som følger:
- Stå op kl. lort om morgenen.
- Væk ungerne, tag et bad og spis morgenmad.
- Transporter ungerne til deres indoktrineringsanstalt.
- Tag på arbejde.
- Arbejd flittigt i 3-4 timer, hvorefter man effektivt er udkørt og blot venter på at kunne gå hjem igen.
- Spis frokost.
- Kæmp en yderst pinefuld kamp imod at falde i søvn hen over skrivebordet.
- Udhold endnu 3-4 timer medens man i ny og næ spejder til uret og håber at det går lidt hurtigere end sidst man kiggede på det.
- Tag til børnenes indoktrineringsanstalt og saml dem op.
- Kør hjem.
- Tilbered og spis aftensmad.
- Fald totalt udmattet sammen foran flimmerkassen og se på fordummende fjernsyn i 3-4-5 timer.
- Gå i seng.
- Gå tilbage til starten, undtaget hvis det er weekend: sov et par timere længere og få ellers gjort alle de praktiske opgaver man ikke kunne nå i løbet af ugen.
Og denne kedsommelige, yderst stressende og smerteligt misbrugende gænge går man så igennem i 35-40 år, indtil man er mør nok til at blive parkeret på et alderdomshjem.
Denne gænge supplerer man så med en stadig strøm af anskaffelser - mage, hus, bil(er), børn, fjernsyn, computer, kamera, etc. Man har knapt tid til at bruge sine anskaffelser, udover måske lige fjernsynet og til dels bil og hus, men man går gladeligt på arbejde i næsten 40 timer hver uge blot for at kunne få råd til tingene.
Spørgsmålet
Spørgsmålet er så om man bliver lykkelig af at være en kapitalistisk forbruger? Jeg tror det ikke. Jeg hæfter mig ved at danskere meget ofte ser ganske sure og psykisk slidte ud når de går rundt ude på offentlig gade. Kigger man derimod på fattige indere, sydamerikanere og afrikanere, så er disse ofte storsmilende og meget imødekommende. Så min tese er, at folk her i vesten arbejder sig selv ulykkelige.
Så kan man spørge: hvorfor arbejder folk sig ulykkelige? Er det for de materialistiske dimsers skyld eller er der en helt anden, yderst styg årsag? Hvem får mest ud af at folket flittigt arbejder dag ind og dag ud? Det gør kapitalisterne: alle de der psykopater der har fået tilraget sig milliarder af kroner fra ansatte og kunder medens de selvsamme psykopater lader som om de er ansvarsfulde og iværksættende mennesker.
Underligt
Mennesket fra Jord er sgu underligt... Vi kunne alle sammen nøjes med at arbejde måske 20 timer om ugen, hvis man helt afskaffede ejendomsret og førtidspension. Så alle ydede deres rimelige andel af den mængde arbejde der nu og engang skal gøres. Så ingen løb med kagen uden at yde noget eller nok til gengæld.
Efterskrift
Nå, jeg har i hvert tilfælde ikke tænkt mig, at være materialistisk forbruger hele mit liv. Jeg ville lige prøve det i nogle år fordi jeg aldrig før rigtigt har prøvet det, men det siger mig ikke det store. Alle de der dimser man køber mister jo deres magiske tiltrækningskraft ganske få dage efter at man har modtaget dem. Og så ligger de bare der, mestendels ubrugt, og det har folket knoklet og slidt for: at få lov til at kunne gøre tilfældige psykopater rige og til gengæld blive belønnet med amerikansk og japansk ragelse. Som om man ikke kan leve et helt liv uden at eje et kamera: menneskeheden er vist omkring 200.000 år gammel, hvilket ligesom siger os, at de første mange (99,99%) generationer klarede sig udmærket uden et kamera. Og ligeså med biler, computere og alt det andet ragelse som teknologien har medført at vi har.